en flue i s-toget. et af dens ben drillede og den summede højlydt. egentlig blev jeg irriteret og havde lidt ondt af den. skulle jeg smække den? men i toget leder jeg hele tiden efter noget at fokusere mine øjne mod, andet end menneskene overfor, ved siden af, i nakken, og fluen var konstant, modsat bylandskabet på den anden side af glasset. så jeg studerede den. først syntes jeg den så hjælpeløs ud. som den vaklede frem og tilbage med sit uduelige ben. som den snurrede rundt om sig selv, ude af stand til at lette og flyve væk. den blev ved med at bevæge sig i ottetaller i vindueskarmen og dens bevægelsesmønster lignede mere en edderkops. jeg rykkede mig lidt væk, når den nærmede sig mit sæde. som evighedstegnet gentog sig selv, gik det op for mig, den end ikke forsøgte at flygte. den var ikke febrilsk, men kæmpede. da jeg havde to stop endnu, nåede den endelig sit mål. i vindueskarmen efterlod den sit ben og fandt langsomt balancen igen.
√ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √
0 piece(s) of p o p c o r n:
Post a Comment